Hvilken maskine skal du bruge?
En akku boremaskine, som kører med mindst 800 omdrejninger i minuttet, kan du sagtens bruge til små skruehuller. En stærk, håndholdt boremaskine kan også klare de lidt større huller. Husk at slå slagborefunktionen fra, når du borer i fliser.
En vinkelsliber kan du både bruge til mindre og større huller. Her skal du vælge
en vinkelsliber, hvor du kan nedjustere hastigheden til max 6.500 omdrejninger i minuttet. Skal du bore store huller på 100 – 120 mm, skal du bruge en vinkelsliber med en kraftig motor, da de store kopbor til fliser kræver en del motorkraft.
En vinkelsliber med et godt flisebor er flisemurerens fortrukne værktøj. Derfor tager den efterfølgende beskrivelse udgangspunkt i flisebor monteret på en vinkelsliber. Fremgangsmåden er den samme med en håndholdt boremaskine.
I videoen får du en praktisk gennemgang af teknikken med mere. Læg fx mærke til hvordan et simpelt processug fjerner støvet.
Hvilket flisebor skal jeg vælge?
Skal du kun lave et par huller, kan du nøjes med et billigt bor. Knokler du bare på uden omtanke, skal du dog købe billige bor igen og igen. For uanset kvaliteten vil flisebor hurtigt blive ødelagt ved forkert brug.
Ønsker du nogle flotte huller, og skal du lave mange af dem, bør du købe gode flisebor i Murerbutikken. Bruger du borene rigtigt, holder de til mange huller og laver flotte resultater. Dermed er flisebor af god kvalitet billigst i længden.
Tilt dit flisebor
Start ved at holde dit flisebor skråt ned mod flisen, så mindst halvdelen af skæret er frit. Det giver fliseboret et godt greb i flisen, og du undgår at dit flisebor kurer hen over flisen. Da du ved kopbor starter i ydercirklen, skal du tegne hullet op, før du borer. Ved huller på op til 12 mm kan du nøjes med at markere centret af hullet.
Når boret har arbejdet sig en smule ind i flisen, laver du små cirkelbevægelser, så kopboret følger yderkanten af hullet hele vejen rundt.
Sørg hele tiden for at en del af fliseboret er vippet fri af flisen. Derved kan dit flisebor komme af med varmen og skærestøvet.
Køl dit flisebor
Når du køler dit flisebor, forlænger du levetiden gevaldigt. Når et diamantbor til boremaskiner og vinkelslibere er brændt af eller blevet sløvt, kan du ikke redde det.
Bruger du en vinkelsliber, skal du huske at nedsætte omdrejningstallet på vinkelsliberen til cirka 6.500 omdrejninger.
Køl gerne et lille flisebor (Ø 6-12 mm) i kølepasta 1-2 gange i minuttet. Et kopbor kan du med fordel køle ved at dyppe det i vand. Boret skal selvfølgelig ikke køre rundt, når du dypper det i kølepasta eller vand.
TIP: Sidder flisen på væggen eller gulvet, så stop med at bore, når du er kommet gennem flisen. Skærer du fx i mursten med dit dyre flisebor, risikerer du at ødelægge boret. Skift derfor til et bor, som passer til det underliggende materiale.
Efterbehandling af hullet
En konisk flisefræser er perfekt til at rejfe kanten og eventuelt undersænke hullet.
Har du behov for at udvide hullet, eventuelt ændre en smule på formen, kan du bruge en lige fræserstift til fliser.
Pas på dig selv
Tænk på din arbejdsstilling. Skab plads omkring dig og brug et arbejdsbord med en god højde. Sørg for at flisen er fikseret, så den ikke kan skride.
Brug høreværn og beskyt dig mod støvet. Brug støvmaske og/eller processug, da støvet fra boring i fliser er sundhedsskadelig. Bruger du processug, slipper du samtidig for en del rengøring.
Relevante Produkter
Du finder et godt
udvalg af flisebor og tilbehør her. Har du spørgsmål til flisebor eller andet flisearbejde, er du velkommen til at kontakte os på telefon 71961515.