Fliseklæb har to funktioner
For det første skal fliseklæb understøtte klinken, så den ikke revner eller knækker, når den bliver belastet eller udsat for slag. Eksempelvis hvis du skulle tabe noget på klinken.
For det andet skal fliseklæb sikre, at klinken hæfter til gulvet eller væggen. Fliseklæb skal kunne klare de små bevægelser i gulve og vægge, som forekommer ved ændringer i materialernes temperatur og luftfugtighed.
Derfor skal du købe en fliseklæb, som passer til dine materialer dvs. underlag og flise. Søg rådgivning, hvor du køber din fliseklæb.
Krav til mængden af fliseklæb
Murerbranchen har en norm for vedhæftning. Altså hvor meget fliseklæb der binder klinken og underlaget sammen. Branchenormen er mindst 80 % fliseklæb jævnt fordelt på flisen. Der må således ikke være et samlet område på 20 %, der ikke hæfter flisen til underlaget.
I nogle få tilfælde er 80 % vedhæftning ikke nok. Derfor tilstræber vi altid en fuld vedhæftning.
Tillid er godt – kontrol er bedst
Det er meget vigtigt, at du kontrollerer vedhæftningen. Lav altid en kontrol - gerne flere - ved at tage en flise op og se om fliseklæben dækker bagsiden og underlaget tilfredsstillende.
Vores anbefaling er mindst 80 % og helst 100 % dækning.
Er der for lidt vedhæftning, kan du bruge et tykkere lag fliseklæb eller massere klinken bedre ned i fliseklæben. Se hvordan i denne video.
Bagsmør din klinke
På klinker over 30 cm anbefaler vi, at du smører et tyndt lag fliseklæb på bagsiden af klinken. Brug samme fliseklæb, som du bruger på underlaget.
Rengør flisens bagside
Før du smører fliseklæb på bagsiden, skal du rengøre den.
Fjern støv, limrester og andet skidt, så fliseklæben hæfter på klinken og ikke på et lag af skidt.
Udfyld ujævnheder
Når bagsiden af klinken ikke er plan, anbefaler vi, at du bruger den tandløse side af tandspartelen til at bagsmøre klinken.
Pres fliseklæben godt ned i alle lunker og fordybninger.
TIP: Mange klinker har en pil på bagsiden. Inden du bagsmører din flise, bør du markere pilens retning på forsiden af klinken. Det kan du gøre med et stykke malertape. Pilene skal pege i samme retning, når du monterer dine klinker. Derved passer flisernes mønster sammen.
Tag højde for pilhøjden
Ud over hulrummene på bagsiden er der en anden udfordring nemlig pilhøjden. Der er klinkens krumning. Det vil sige, at klinken er højere på midten end ved kanterne.
Specielt på store klinker har pilhøjden en betydning. Du skal sørge for at laget af fliseklæb på underlaget udligner pilhøjden.
Netop derfor er det vigtigt at du kontrollerer din vedhæftning på den første klinke, og gerne på flere.
Retning på fliseklæb
Fliselimens striber bør løbe på den korte led. Altså i samme retning på klinkens bagside og på underlaget. Dermed kan luften bedre slippe væk.
Tandspartlen holder du i cirka 60°. Vær opmærksom på at holde den samme vinkel under dit arbejde, så limkammen får den samme højde på hele arealet.
Skub klinken nede i fliseklæben
Læg klinken på fliseklæben og skub klinken frem og tilbage på tværs af fliseklæbens retning. Det får limkammen til at kollapse og fordele sig jævnt under klinken.
Husk at kontrollere vedhæftningen på den første klinke. Kontroller gerne vedhæftningen på flere klinker.
Specielt ved store fliser
En storformatsklinke er svær at massere fra side til side. Derfor kan du med fordel bruge en flisevibrator til at massere klinken ned i din fliseklæb.
Er klinken over 60 cm bred, anbefaler vi vores skråtstillede tandspartler. De udlægger mere fliseklæb og mindre luft end de kvadratiske spartler. Med en skråtstillet tandspartel har en fliseklæb nemmere ved at kollapse rigtigt, og du slipper for at bruge unødvendige kræfter på at massere luften ud af din fliseklæb.
Brug gerne en tandspartel med 10 mm skråtstillede tænder til underlaget og bagsmør med en 3 eller 4 mm tandspartel. Læg din fliseklæb på klinkens korte led - både bag på klinken og på underlaget.
Hos Murerbutikken kan du få
rådgivning om arbejdet med store fliser med mere. Ring til os på telefon
71961515
Alle fliser skal i samme niveau
Ligger to fliser med en højdeforskel på bare en halv til en hel millimeter, vil du opdage det, når du senere går på gulvet eller kigger hen over vægfliserne. Det kan du undgå ved at bruge et nivelleringssystem. Vi anbefaler
RLS Vite skruesystem.
(Artiklen fortsætter efter video)
Fugebredden
Styr fugebredden med flisekryds (alternativ afstandsbrikker eller flisesnor) i kombination med RLS Vite skruesystem.
En meget smal fuge (på 2 mm) giver store udfordringer - Jo smallere en fuge, jo højere bliver sværhedsgraden. Selvom du har lidt erfaring, anbefaler vi en fugebredde på mindst 3 mm.
Undgå fliseklæb i fugen
Den øverste 2/3 af fugen skal være fri for fliseklæb inden du fuger. Tager du højde for det nu, sparer du meget tid på oprensning af fugen, inden du skal fuge. Samtidig forebygger du at spindlerne måske ikke knækker rigtigt, når de bliver afmonteret.
Løsningen er at du skubber 2-3 cm af fliseklæb bagud dvs. væk fra andre fliser og ind under den flise, som du skal til at lægge. Herefter sætter du spindlerne ind under flisen, som allerede er monteret.
Læg flisen i fliseklæb. Spænd kopperne på spindlerne gradvist, så flisen har tid til at sætte sig. Stram på kopper på skift, så de ikke overspændes.
Vær helt sikker på at fliseklæben er hærdet, inden du afmonterer kopperne. Afmontering sker ved et slag på kopperne med en flisehammer langs fugen og tæt nede ved flisen.
Relaterede produkter